Hollændere på Bornholm (1)
Jan (68) er født og opvokset i Rotterdam. Men han har allerede boet otteogtredive år på Bornholm. ‘Jeg er blevet dansker.’
Da han var omkring tyve, opgav Jan sin job som assistent-bilmontør, rakte tommelfingeren i vejret og blaffede sydpå. ‘Min mor var dengang meget bekymret for mig. Senere påstod hun, at jeg var årsagen til, at hendes hår blev så hurtigt gråt,’ fortæller Jan i sit hus på Stålegaden i Rønnes centrum. ‘Men det er selvfølgelig det rene vrøvl. Selv var jeg også ung, da jeg fik gråt hår.’ Med et smil stryger han hånden over sin iøjefaldende hårpragt, det flyder ned ad hans ryg som et gråt vandfald.
Han blaffede til Mellemøsten på den tid, hvor man endnu problemløst kunne besøge lander som Syrien og Libanon. Med en engelsk pige, som han havde mødt i Athen, endte han i København, hvor han kunne bo i en bekendts lejlighed i nogle uger. Han opholdt sig også et stykke tid i Malmö og arbejdede der, indtil politiet forbød det, fordi der var problemer med opholdstilladelsen. Han ønskede ikke at vende tilbage til Holland, da han var bange for, at skulle aftjene sin værnepligt. Det endte med, at han igen havnede i København, hvor lejligheden stadigvæk stod til rådighed.
Han fandt arbejde på et uldfarveri og tog daglig sporvognen igennem Bredgade. Den kørte forbi en forretning, der solgte musikinstrumenter. Netop der arbejdede en pige, som altid vinkte til ham. ‘jeg vinkede alt for gerne tilbage,’ siger Jan. En vis dag tog han sig sammen og gik ind i butikken. Det hed sig, at han ville købe en mundharmonika. Denne mundharmonika blev begyndelsen til hans kærlighed til Anitta. Kærligheden vader stadig ved, sammen har de nu to børn og tre børnebørn.
Jan og Anitta kunne overtage hendes forældres blomsterforretning, da forældrene emigrerede til Canada. Nogen tid senere skiftede de blomsterne ud med en lille butik, hvor de var med til at sælge hjemmelavede ting. Anitta strikkede og hæklede baby- og børnetøj, Jan lavede lædertasker og –bælter. ‘Det gik som smurt’, husker han, ‘indtil kvarteret blev renoveret og de oprindelige indbyggere flyttede.’
De havde nogle venner som flyttede til Bornholm, og de syntes, at det kunne være noget til dem. ‘Vi tænkte, at der nok kunne være et marked for vores ting. Desuden var Bornholm et fint sted for børn at vokse op.’ Deres ældste var dengang tre år.
Så havnede Jan fra Rotterdam på Bornholm, i 1977. Han forlod aldrig øen igen. Handelen med hjemmelavede grejer havde ups og downs,men Jan tjente noget ved siden af som vikar på et fritidshjem. ‘Jeg byggede et stort klatretårn, som stadig står der,’ siger han stolt.
Nu til dags er Jan pensionist, og Anitta har en genbrugsbutik: ‘Farmors Butik’. De bor ved siden af forretningen. Jan har aldrig haft hjemve efter Holland. ‘Jeg er blevet dansker,’ siger han. Gæster fra Holland tager chokoladekrymmel og æblesirup med – ikke til Jan, men til hans børnebørn, som elsker det.
Jan ser, hvordan Holland har ændret sig, mens mange ting på Bornholm er forblevet det samme. ‘Rum og ro er her en selfvølgelighed, i Holland er det svært at finde.’ Men selv om han føler sig dansk, vil han aldrig blive bornholmer. Hans venner er især mennesker ‘ovrefra’; de er ikke født på Bornholm, lige som Jan og Anitta heller ikke er det. ‘Bornholmere kan være svære at komme ind på livet af,’ siger han. ‘Deres familie og deres kirke er nok til dem.’ Rigtig bornholmer bliver man først, hvis familien har boet her i minst fire generationer, siger de på Bornholm.
Det lider Jan ikke under. Han føler sig hjemme på Bornholm. På gaden hilser folk, som stadigvæk kender ham fra fritidshjemmet, på ham. Det er på grund af mit specielle hår, mener han. Næsten daglig kan man finde ham i hans kolonihave, hvor han dyrker kartofler og andre grøntsager. Måske er det det eneste, der viser, at han er fra Holland: om aftenen spiser de tit grøntsager til middag. ‘Det har jeg måttet vænne mig til,’ ler Anitta.
Publiceret på nederlandsk den 24. maj 2015
Vil du reagere? Meget gerne! Tag hensyn til, at det kan vare nogen tid, før din reaktion viser sig her.