Nattevagten

På trods af min fremskredne alder, mit museumkort og mit kort for billige togdage, havde jeg aldrig i mit liv besøgt Rigsmuseet i Amsterdam. Det skulle alligevel ske en gang. Så rejste jeg til Amsterdam for at se Nattevagten.

Der var ikke travlt i Rigsmuseet den dag. Jeg var lidt imponeret over den store plads ved entréen, og jeg var usikker på, hvor jeg kunne vise museumkortet og aflevere jakken og tasken. Og der var heller intetsteds en pil med NATTEVAGT på. Eller HER BEGYNDER MUSEUMSRUTEN. I hvert fald så jeg den ikke. På lykke og fromme flakkede jeg rundt i nogle sale, til jeg nåede en temmelig smal trappe, som ifølge et skilt ledte lige til de Gamle Mestre. Det viste sig ikke at være hovedruten, men det gjorde ikke noget.Da jeg var oppe, viste lyden af mange stemmer mig vej. Der hang ham Nattevagten. Gigantisk stor; to søde, uniformerede piger ved siden af det. Når man ville, kunne man let røre ved maleriet, forekom det mig.

Ingen forsøgte det. Men alligevel var der nogle besøgende, som var så tæt på maleriet, at de kunne tale med de søde piger. De svarede høfligt.

Jeg satte mig på en af de pæne sofaer. Ved hjælp af et informationskort, som Rigsmuseet stiller til rådighed for besøgende, studerede jeg det verdensberømte kunstværk.

Jeg må sige, at det var et godt stykke arbejde. På en raffineret måde var Rembrandt i stand til at skabe lys og dybde på afgørende steder, takket anvendelsen af ret mørk maling.

Efter et stykke tid havde jeg nok set det hele. Da jeg gik videre, viste det sig, at mange af disse malerier er lavet i det syttende århundrede. Grupper af mænd med vigtige ansigter, og med hvide kraver og mørke jakker og store hatte på. De er for det meste portrætteret i dystre omgivelser. Er der mennesker som bliver glade, eller rørt, eller måske lykkelige af denne kunst? spurgte jeg mig selv. Jeg blev grebet af en bedrøvet følelse, som ikke mere forlod mig. De dystre landskaber og triste søstykker, som hang andetsteds på den samme etage, gjorde det ikke bedre for mig.

Jeg tænker ikke, at man partout skal blive glad af kunst. Jeg har engang læst, at kunst først er kunst, når den kan modstå århundrederne. Jeg tror snarere, at kunst er typisk for den periode hvor den er skabt. Kunst fra det syttende århundrede havde en funktion i det syttende århundrede og fortæller os noget om det syttende århundrede. For tiden er en dygtig fotograf mindst lige så god til at afbilde notabiliteten som Rembrandt var. Så betydningen for vigtige mænd for at lade sig selv male mangler nu til dags. Og desuden, når man virkeligt vil få noget at vide om det syttende århundrede, så er der meget bedre kilder end kunsten fra denne tid. Hvorfor rejser der så mange mennesker til Amsterdam for at se Nattevagten? Jeg må tænke på kejserens nye klæder. Det er svært at tilgive at man ikke kan lide noget, når enhver anden siger at det er pragtfuld kunst.

Vil du reagere? Meget gerne! Tag hensyn til, at det kan vare nogen tid, før din reaktion viser sig her.

 

Dit bericht is geplaatst in På dansk. Bookmark de permalink.