Oppasoma’s

Vrouwencardioloog Angela Maas van het Radboud UMC heeft een nieuw maatschappelijk probleem gesignaleerd. Zij krijgt oma’s in haar spreekkamer die overbelast zijn door het oppassen op hun kleinkinderen. Dit ‘nieuws’ ging al snel een eigen leven leiden. Vooral de oma die om half vijf ’s morgens opstaat om op tijd bij haar kleinkinderen te zijn en vervolgens gestrest in de file staat, spreekt tot de verbeelding.

Lees verder

Geplaatst in W.v.t.t.k | 2 Reacties

Bornholm har det hele

Hollændere på Bornholm (2)

Hubert (66) bor på en af Bornholms smukkeste steder. Sammen med sin kone Bodil ejer han en idyllisk sprækkedal, som er formet ved et brud i granitten for millioner af år siden. Seks hektar af skov, klipper, søer, græsarealer og en lille å. Ikke egnet til et lønsomt landbrug, men ideelt til dyrkning af frugt og grønt, og plads nok til et rummeligt hus, lader, får, kyllinger, et drivhus og nogle små huse.

Vi besøger Hubert på en strålende sommerdag. I haverne arbejder woofer. ’Ved I hvad det er, woofer?’ spørger han. WWOOF er en internet organisation, som knytter frivillige til biologisk landbrug og gartneri over hele verden. De frivillige (’woofer’) hjælper med bearbejdning af jorden, behandling af afgrøderne, vedligeholdelse af bygninger og materialer og med høsten. Til gengæld får de kost og logi og lærer tricks om organisk landbrug og gartneri. Det er næsten altid unge mennesker, som vil prøve vingerne og drager ud fra gård til gård. Hubert kan godt bruge woofers hjælp. Nu hvor Bodil og han er pensionister, har de mere tid til arbejdet på deres land, men de har stadig mange planer. Dele af dalen ligger stadig brak.

Huberts vugge stod i Limburg, den mest sydlige provins af Holland. Ingenting pegede på at han skulle tilbringe den største del af sit liv på en lille ø i Østersøen. Efter sin skoletid fulgte han uddannelsen til psykiatrisk sygeplejerske. I begyndelsen af halvfjerdserne aftjente han sin værnepligt på militærhospitalet i Utrecht. Derefter ville han se noget af verden, især af Skandinavien. Han svarede på en annonce i en hollandsk avis: en dansk arkitekt søgte en mandig au pair til sin lille søn. Hubert kunne komme. Han tog sin racercykel og cyklede fra Limburg til Rungsted i Danmark.

I halvfjerdserne drog Hubert på racercykel gennem Skandinavien

Jobbet blev ingen succes. Efter fire måneder sagde han op og begyndte at arbejde som sygeplejerske i børnehospitalet i Glostrup. Da han havde tjent penge nok til at klare sig for en stykke tid, begyndte han en cykeltur, som varede et år og bragte ham gennem store dele af Skandinavien.  Denne cykeltur blev bestemmende for resten af hans liv. ’Det var en fantastisk oplevelse,’ husker han.

Turen begyndte på Bornholm. Han lejede en bjælkehytte på et kollektivs areal i et smukt skov- og lyngområde. Der boede han et stykke tid og lavede forskellige småopgaver og udforskede Bornholm. Så tog han videre. Sydsveriges fastland skuffede ham; mennesker der er stive og reserverede, siger han. Han syntes atmosfæren på øen Öland var bedre. Der arbejdede han på en gård, hvor han hjalp med kartofler- og rodehøst. I sidste ende nåede han Stockholm og havnede i Sydfinland. Da han ikke havde flere penge, vendte han tilbage til Bornholm. Holland tiltrak ham ikke mere. ’Bornholm har det hele’, siger han. ’Smuk natur, venlige mennesker, dejlige somre, god plads til at bo og den demokratiske frihed til at oprette livet som man ønsker. Hvor i verden finder man noget lignende?’

Uddannet til psykiatrisk sygeplejerske gik han i gang med at arbejde på Bornholms Hospital. Han arbejdede der næsten uophørligt helt til sin pensionering, for halvandet år siden. Han arbejdede for en mere soocialpsykiatriske strategi. ’Jeg syntes, det var nytteløst at reparere lidt på mennesker med en psykisk forstyrrelse og sende dem hjem, til de stod for døren igen.’ Han udviklede et ekstramuralt program med formålet at give de psykiatriske patienter et socialt liv tilbage. De kunne følge alle mulige kurser: træbearbejdning, lave mad, dyrke have, selvforsvar, sport, kunst, teater, litteratur, musik, bare navngiv det. ’Det var vigtigst, at de tog deres skæbne i egen hånd. De tog på opgaver og var selv ansvarlige for deres andel i programmet. Når nogen fx måtte forsømme sit køkkenarbejde, skulle han selv arrangere erstatning. Det lyder logisk, men den slags ting var ikke altid selvfølgeligt til dem.’

Det var slet ikke let at få det hele op og stå. Der var ingen penge, han skulle først bevise at disse aktiviteter nyttede. Skrive rapporter, få reklame, spørge om subsidier. I dag er programmet anbragt i en separat organisation: værestedet Blæksprutten, ledet af patienter og frivillige, og understøttet af nogle lønnede arbejdskræfter.

Et af Huberts terapihuse

I 1979 købte kollektivet, som Hubert var medlem af, et gammelt stuehus med stald og lade plus den omsluttende dal. Da kollektivet blev opløst, blev Hubert boende der, sammen med Bodil. Senere adopterede de to børn, som i mellemtiden er blevet voksne. De satte egenhændigt huset i stand og udvidede det med et badeværelse og soveværelser. Som modvægt imod sit psykisk anstrengende arbejde på sygehuset fandt han ny energi gennem fysisk arbejde. Så tegnede og byggede han selv et par små træhuse på grunden, så meget som muligt med byggetræ fra egen have. Mine terapihuse, nævner han dem spøgefuldt. Indtil nu har Hubert travlt med domænets indretningen og vedligeholdelsen.

Han vejleder os langs felter med blomster, kartofler, gulerødder, rødbeder, salat, bærbusker, pære- og æbletræer. Hønsene går rundt og skraber deres mad sammen. Han peger på et sted længere ned, hvor for længe siden blev brudt granit, og han viser os, hvordan han forsøger at opvarme sit drivhus med varme fra en kompostbunke. Det klarer han endnu ikke. Han fortæller os, hvordan han ser fremtiden. ’Jeg håber, at her engang kommer til at bo nogle mennesker, som vi kan overdrage det hele til på en god måde og som vil udvikle dette sted videre,’ siger han. ’Der er plads nok for flere mennesker. Bodil og jeg vil så langt som muligt levere vores bidrag, men helt ærligt vil vi også gerne gå på lange rejser. Det er ikke muligt lige nu, desværre.’

Se også:
Mondharmonika, Hollændere på Bornholm (1)

Vil du reagere? Meget gerne! Tag hensyn til, at det kan vare nogen tid, før din reaktion vises her.

Geplaatst in Bornholm, På dansk | Een reactie plaatsen

Lieflijke namen

De muzikale opvoeding die ik van huis uit heb gekregen, stelde niet veel voor. Een pick-up of bandrecorder hadden we niet, en ook geen enkel muziekinstrument. Lees verder

Geplaatst in W.v.t.t.k | 5 Reacties

‘Bornholm heeft alles’

Nederlanders op Bornholm (2)

Hubert (66) woont op een van de mooiste plekjes van Bornholm. Hij is samen met zijn vrouw Bodil eigenaar van een idyllisch sprækkedal, een dal dat honderdduizenden jaren geleden gevormd is op een breuk in de granieten ondergrond. Zes hectare bos, hei, rotspartijen, vennetjes, grasland en een beekje. Niet geschikt voor een renderend landbouwbedrijf, maar ideaal voor kleinschalige fruit- en groenteteelt, plus een ruim huis, schuren, schapen, kippen, een kas en een paar kleine huisjes.

Lees verder

Geplaatst in Bornholm | Één reactie

Wetenschappelijk uitproberen

Begin jaren negentig wees de decaan van een medische faculteit me op een nieuwe ontwikkeling die, naar hij zei, van het grootste belang was: EBM, evidence based medicine. Het streven was, dat er in de geneeskunde alleen nog behandelingen toegepast zouden worden, die op wetenschappelijk bewijs gestoeld waren. Lees verder

Geplaatst in De dokters en wij | Een reactie plaatsen